Sådan installerer du Signal

Du skal bruge: telefon og internetadgang

Signal giver dig mulighed for at kommunikere med dine kontakter via en sikker forbindelse.

Du downloader app’en via Apple App Store, Google Play Store eller direkte fra Signal.

For at oprette dig på Signal, skal du bruge dit telefonnummer og derefter vælge et brugernavn. Når du skal forbinde med andre på Signal, kan du enten vælge at gøre det ved at dele dit telefonnummer, brugernavn eller QR-kode. De to sidstnævnte kan være oplagte, hvis du ikke har lyst til at give dit nummer ud.

Du har nu oprettet dig på Signal. Applikationens brugerflade minder meget om de andre populære chat apps, så i denne guide vil vi fokusere på de egenskaber, der får Signal til at skille sig ud.

Signal chat oversigt Signals brugerflade er overskuelig og intuitiv at navigere i.

Beskeder, der udløber

I Signal kan du vælge, hvor længe dine beskeder skal gemmes i chattens historik. Det kan være, at du diskuterer følsomme emner med en ven, taler om arbejdsmiljø med en kollega, eller som journalist arbejder på en historie med høj politisk bevågenhed og skal beskytte din kilde. I sådanne tilfælde vil det være en god idé at slå forsvindende beskeder til, ved at klikke ind i chattens indstillinger i toppen:

Signal chat oversigt med pil til at finde indstillingerne Du tilgår chat-indstillingerne ved at klikke på navnet på den, du kommunikerer med. Herefter er det første punkt i menuen forsvindende beskeder.

Alternativt kan man altid have slået forsvindende beskeder til og sætte en lang udløbsdato på (op til fire uger). Dette kan til enhver tid justeres i samtalens indstillinger.

Beskeder med udløbsdato kan dog også være nyttige i mindre alvorlige risikoscenarier, og blot være led i en strategi for god digital hygiejne.

Notifikationer

Det kan være en god idé at tænke over, hvor meget dine notifikationer skal vise på din låseskærm. Hvis din telefon skulle blive stjålet, vil tyven være i stand til at læse alle dine indkommende beskeder.

Du kan altid justere, hvor meget der skal stå i dine notifikationer på låseskærmen i Signals indstillinger. Der er tre niveauer:

afsender + beskedens indhold;

kun afsenderen;

eller blot modtage notifikationer om nye beskeder, uden yderligere information om hverken afsender eller indhold.


Screenshot af Signals menu for indstillinger og to pile der viser ind til hvordan man justerer notifikationer I indstillingerne for notifikationer kan du øge dit sikkerhedsniveau ved at begrænse, hvor meget der vises på din låseskærm.

Verificering af modtageren

I Signal kan du verificere en kontakt. Det er nyttigt, hvis du vil sikre dig imod de såkaldte man-in-the-middle angreb, hvor en aktør forsøger at stille sig imellem dig og den part, du vil kommunikere med. Et sådant angreb vil antageligt være målrettet, og udført af en ressourcestærk aktør. Derfor er verificering et godt tilvalg, hvis dit risikobillede eksponerer dig for den type af modstand.

OBS - forholdet mellem dit styresystem og Signal

Tastatur

Dit smartphones tastatur vil, uanset om du er på iOS eller Android, være forbundet til hhv. Apples eller Googles servere. Det er det for at kunne levere services som tale-til-tekst og autocorrect, men også for at udbyderen kan udføre datahøst. Du kan vælge at bruge indstillingen Incognito keyboard i Signal, der slår personliggjort læring fra. Denne indstilling er dog ikke nogen garanti.

Du har mulighed for at installere alternative tastaturer på begge systemer, men alternativerne virker i skrivende stund bedst på Android-platformen (vi kan anbefale Heliboard og Futo keyboard).

Operationel sikkerhed

Selvom Signal har høj sikkerhed, vil sikkerhedsniveauet i sidste ende altid afhænge af, hvor hensigtsmæssig din adfærd er. For selv det sikreste setup kan blive brudt, hvis adfærden ikke følger med. Det bliver også kaldt operationel sikkerhed.

God adfærd i sammenhæng med Signal vil fx være ikke at skrive fortrolige beskeder i offentlige rum, hvor der er risiko for at andre kan kigge dig over skulderen, eller hvis du efterlader din telefon ulåst, hvor andre kan få adgang til den. Det er i den forbindelse godt at sikre sig med en tidsudløst lås på selve Signal-appen, så den er utilgængelig, selv hvis uheldet er ude og nogen får adgang til din telefon i ulåst tilstand.

Hvem står bag Signal?

Undervejs i denne guide har du måske tænkt, hvorfor du skal vælge lige præcis Signal over andre krypterede beskedtjenester som fx Telegram. Når vi anbefaler Signal, er det fordi den har et meget højt sikkerhedsniveau implementeret på en fornuftig måde, der ikke påvirker appens brugervenlighed.

Bag appen står en nonprofit-organisation med et godt omdømme, der har sat kildekoden til deres software fri. Det nærer tilliden, at Signal-organisationen er transparente omkring deres teknologi, og at de samtidig kæmper for en verden med digitalt privatliv.

Når vi ikke vælger Telegram, skyldes det, at deres teknologi ikke har E2EE slået til som standard for alle chats (E2EE, eller End to End Encrypted, betyder, at krypteringen dækker samtlige stadier af kommunikationen). Desuden indsamler Telegram, foruden ens telefonnummer, også ens IP-adresse og kontakter, hvilket ikke er nødvendigt for at kunne levere servicen.

På den måde er Signals tekniske valg for os også et udtryk for deres overbevisning om vigtigheden af at beskytte privatlivet.

Udgivet juli 2025.