Kom med til Linux Installationscafé

Skrevet den 21-09-25

Det er tid til at sige farvel til Windows bluescreens.

Vi holder Linux Installationscafé 8. oktober 2025, kl 17-19 i Ungdommens Demokratihus.

Alle er velkomne - også hvis du bare er nysgerrig på hvad Linux er for en størrelse, og ikke er helt klar til at springe ud i det endnu.

Men hvorfor er Linux netop nu blevet aktuelt? Det er fordi:

Microsoft vil sende din computer på lossepladsen - lad dem ikke snøre dig!

Den 14. oktober 2025 stopper Microsoft med at understøtte Windows 10. Selskabet har samtidig besluttet sig for at hæve de tekniske krav til efterfølgeren, Windows 11. [Opdatering 26.9.: Microsoft har i sidste øjeblik besluttet at forlænge gratis support på Windows 10 for brugere inden for EØS med et år til oktober 2026.]

De nye krav er en strategisk satsning for Microsoft, der skal skubbe dig ned i en forretning for at købe en splinterny computer med ligegyldige AI-features og reklamer i start-menuen.

Men jeg synes min nuværende computer fungerer helt fint! Jeg gider ikke bruge penge på en ny! Priserne i supermarkederne stikker af AAAH!! tænker du måske. Godt nok kan vi ikke hjælpe med de stigende priser, men vi kan spare dig for at købe en ny computer!

Til vores Linux Installationscafé kan du nemlig få pustet nyt liv i din gamle PC. For den kan have mange gode år i sig endnu, især hvis du vælger et bæredygtigt styresystem til den!

Hvorfor Linux?

Linux er et styresystem, der har eksisteret siden starten af 1990'erne. Det bruges i alle verdens supercomputere og størstedelen af verdens servere. Tilmed er operativsystemet Android baseret på Linux-kernen. Med andre ord er det et bredt anvendt, solidt system.

Det vigtigste ved Linux er, at det giver dig kontrollen tilbage over din computer. Der er ikke noget stort selskab, der overvåger dig eller tvinger uønskede features ned over hovedet på dig. Bl.a. af den grund er Linux både sikkert og privatlivsbeskyttende.

Linux findes i mange forskellige varianter, og minder på den måde lidt om en skov med høj biodiversitet (Windows er til sammenligning en ikke-økologisk, monokulturel produktionsmark). For at gøre det nemmere for de, der ikke kender til det, vil vi til vores café have den populære og begyndervenlige Linux Mint med.

Det praktiske

Det vil være muligt at prøve Linux Mint af, før du installerer det, så du kan få en fornemmelse for, hvordan systemet virker på din computer.

Vi vil anbefale at du laver en fuldkommen backup af al data på din computer før arrangementet, da installationsprocessen vil slette indholdet på din computers harddisk. Hvis du ikke når at lave en backup inden, har vi nogle diske med til formålet (varighed af backup afhænger af, hvor meget data du har liggende).

Vi holder et kort oplæg i starten af arrangementet.

Det er selvfølgelig gratis at deltage, og vi sørger for snacks, kaffe og te.

Linux installationscafé 8. oktober 2025, kl 17-19 i Ungdommens Demokratihus. En del af https://endof10.org/