Ny strategi for tech-diplomatiet

Skrevet den 05-03-21

Der er kommet ny strategi for Danmarks teknologiske diplomati. Strategien blev fremlagt på pressemøde direkte på Facebook af udenrigsminister Jeppe Kofoed og den ret nye techambassadør Anne Marie Engtoft Larsen. Den nye strategi er, i vores optik, et positivt skridt i den rigtige retning.

Techambassaden – hvad er det?

➣ Danmark etablerede en tech-ambassadør som den første nation i verden i 2017. Casper Klynge var den første techambassadør, han er nu ansat hos Microsoft. Siden etableringen af den danske ambassadørordning har Australien og Estland også oprettet lignende ambassadørhverv.Den danske techambassadør har et globalt mandat og har kontorer i København, Beijing og Silicon Valley.

➣ Techambassadørens rolle er dobbelt: På den ene side skal ambassadøren forsøge at holde techgiganterne i særligt Silicon Valley i ørerne og føre kampagne for den ønskede, danske politiske retning. På den anden side er ambassadørens mission også at repræsentere danske tech-virksomheder.

Ny strategi: Hvad er det interessante?
➣ Regeringen tager endelig stilling: Pressemødet er første gang den socialdemokratiske regering giver direkte udtryk for deres politiske position på tech-området som regering. Derfor er det særligt interessant.
➣ Regeringens retning udtrykkes her med direkte citater fra pressemødet:

⭐️  Jeppe Kofoed, udenrigsminister:
➣ ”Det vi har brug for, er at det er folkevalgte regeringer og parlamenter der sætter rammerne om teknologiens udvikling, og at det ikke er tech-giganternes brugervilkår. Vi skal have magten over teknologien tilbage til demokratiet”

➣ ”Jeg tror, vi i Danmark kan blive et digitalt demokratisk foregangsland. Det bliver det næste store demokratiprojekt”

⭐️  Anne Marie Engtoft Larsen
➣ ”Vi er gået fra en mere bred teknologioptimisme til en mere kritisk stillingtagen til teknologien og tech-industrien”

Strategien: Kort fortalt
➣ Strategien sætter retning for 2021-2023 under tre overskrifter: Samfundsansvar, demokrati og tryghed. Fælles for indsatsområderne er en række tiltag om at få etableret internationale 'handleveje og mekanismer' i blandt andet EU, som kan bruges, 'når techgiganterne træder forkert'. 
➣ Danmark skal gå forrest, og være med til at udmønte en teknologisk virkelighed der hviler på danske værdier som menneskerettigheder og demokrati. Vi skal formulere regler, der sikrer demokratiet. Konkrete resultatmål kan læses i strategien.

Inddragelse: Strategien udtrykker også ønske om mere inddragelse i tech-diplomati-indsatsen.
➣ Teknologiske vismænd: Der oprettes et teknologisk vismandsråd som skal rådgive og inspirere Danmarks teknologiske diplomati. Rådet sammensættes af 5-8 danske og internationale eksperter fra relevante virksomheder, forskningsinstitutioner, tænketanke og NGO’er.
➣ Borgerinddragelse: Udenrigsministeriet ønsker at inddrage flere borgere i tech-diplomatiet med meningsmålinger og offentlige, åbne arrangementer.