Digitaliserede relationer og illoyale dimser

Af Tomas Vlk, nyhedsbrevsredaktør i Kritik Digital

Refleksioner over journalist og forfatter Cory Doctorows blogindlæg om computerforbundne ukrainske traktorer og betydningen af digitaliserede relationer i det 21. århundrede.

Hvad har din smartphone til fælles med John Deere-traktorer og hospitalsrespiratorer? Ved første øjekast ikke ret meget: alle er de objekter af varierende størrelser, der bruges i vidt forskellige miljøer (måske med undtagelse af den uendeligt alsidige smartphone, der er at finde overalt). Men kigger vi under overfladen, er der en egenskab, der går igen: alle tingene indeholder en computer. Det giver sig selv med en smartphone, men hvad er ideen med computere i landbrugs- og hospitalsudstyr?

Vi kan starte med Deere-traktorerne. I starten af maj skrev Cory Doctorow på sin blog (link 1: medium) om russiske tropper, der havde stjålet ukrainsk landbrugsudstyr for omtrent fem mio. dollars. De havde transporteret traktorer og mejetærskere til brug i Tjetjenien, med overbevisningen om, at de havde gjort et scoop. Skuffelsen hos tyvene måtte derfor være mærkbart, da de fandt ud af, at udstyret var ubrugeligt. Deere produkter er nemlig bygget med en computer, der som et nervesystem er koblet ind helt ned på komponent-niveau. Selskabet havde fjernblokeret udstyret fra dets hovedsæde, hvilket er yderst belejligt, når man vil forhindre tyve i at gøre brug af deres tyvekoster. Men det er ikke det egentlige formål.

Det skal i stedet findes i selskabets relation til deres kernekunder: landmændene. Landmænd har købt og brugt Deere traktorer i over 150 år, og de har i størstedelen af den tid selv repareret og udbedret deres udstyr på farmene. I mange år sendte selskabet ingeniører ud på gårdene for at følge med og udbedre kommende modeller med landmænenes udfordringer for øje. Men en dag begyndte selskabet at installere computere i traktorerne, der kunne nægte at starte motoren, hvis en uautoriseret reservedel blev registreret af computerens nervesystem. I stedet for at lave en improviseret reparation på stedet, skal man i stedet til en autoriseret mekaniker. Og det kan være ret så upraktisk, når en storm nærmer sig og høsten endnu ikke er sikret. Men det er ganske fordelagtigt for producenten.

Med en indbygget computer kan selskabet nemlig strække deres vilje ind i fremtidige scenarier, hinsides salgstidspunktet. De kan sikre, at deres produkter bevarer troskab til dem. Traktorerne tilhører ikke længere landmændene, i hvert fald ikke som de gjorde før computerne kom til. Dette gøres primært gennem den såkaldte VIN-låsning, som Deere var begyndt at praktisere. Det står for vehicle identification number, en term der oprindeligt stammer fra bilindustrien. Producenter fremfører argumentet om, at det øger sikkerheden: det forhindrer installationen af tredjepartsreservedele af tvivlsom kvalitet. Men uagtet tredjeparters reelle kapacitet til at producere reservedele af kvalitet, er slutresultatet en styrket monopolistisk position for selskaberne, der gør brug af det. De kan herigennem sikre sig større kontrol og derved omsætning fra alle stadier af et produkts livscyklus: salg, vedligehold og reparation.

Denne praksis er ikke helt ukontroversiel, og har i længere tid været debatteret om hvorvidt man skal have retten til at reparere sine egne ting. Apple har også prøvet at stramme kontrollen over deres reservedele, men har måttet trække deres forsøg tilbage efter kraftig modstand fra både kunder og tredjepartsreperatører samt udsigten til at blive reguleret af lovgivere i USA.

Alvoren af konsekvenserne for ikke at kunne udføre sin egen reparation varierer alt efter hvilken funktion, en genstand har. Med hospitalsrespiratorer står liv på spil. Det blev især tydeligt under pandemien. Verdens største firma inden for hospitalsteknologi, Medtronic, havde nogle år forinden besluttet at VIN-låse deres produkter. Kun autoriseret Medtronic personale kunne udføre vedligehold og reparationer på udstyret.

Da pandemien så ramte, blev deres teknikere sendt i lockdown. Det udviklede sig til en decideret trussel mod folkesunheden i mange lande. Heldigvis havde en tidligere medarbejder hos Medtronic beholdt en kodenøgle på sig, der kunne låse respiratorerne op. Han besluttede sig for at sende den ud til så mange hospitaler, som muligt, men måtte forblive anonym og pakke kodenøglerne ind i tilfældige genstande som lamper og guitarpedaler, for ikke at blive taget. Nok reddede den tidligere medarbejder utallige liv, men han brød også loven. Europæisk lovgivning forbyder nemlig brugen af såkaldte circumvention devices, der kan omgå VIN-låsningen. Problemet er således ikke kun på selskabernes side, men også i de offentlige institutioner, der konsoliderer denne praksis i lovgivningen.

VIN-låsning er blot én ud af et utal af digitale funktioner, man kan installere i en genstand. Din telefon kan blive gjort langsom med vilje og begynde at scanne dine personlige billeder (Førstnævnte finder stadig sted, mens sidstnævnte blev sat i bero efter kraftig kritik).

Uanset om vi kalder det Internet of Things (IoT), eller sætter den sakrale SMART-betegnelse foran dagligdagsting, får genstande udstyret med computere egenskaben til at håndhæve en udefrakommende vilje. De kan trumfe vores egne intentioner og interesser gennem deres design og software. Bliver genstandene tilmed opkoblet til internettet, introduceres yderligere usikkerhed, når funktioner uden varsel kan skifte karakter under overfladen, ofte uden at den menneskelige bruger aner hvorfor eller hvordan. Det er en stigende fremmedgørelse af den materielle verden, der opererer ud fra en uigennemskuelig logik. Er de digitalt udstyrede genstande, som vi fylder vores liv med, virkelig vores? Hvor sikre kan vi være på, at de er loyale over for os, og ikke sætter deres ophavsmænds interesse over vores egen?