Shadowbanning er digital censur

En dag dukkede @krille_krille_krille bare ikke længere op i mit Instagramfeed. Jeg husker ikke hvornår, jeg sidst så hendes opslag. Hun var blevet udsat for shadowbanning.

Personen bag profilen er Kristine Tiedt. Hun er tegneserieforfatter til Orgasmebogen og kredser om temaerne køn og seksualitet. Normalt modtages opslagene med medvind fra faste følgere, men pludselig var det slut. Uden varsel, uden notifikation og uden forklaring blev Kristines opslag hverken liket eller reageret på. Kristine bruger ord som klitoris og sex og hun har endda lavet en guide til at sende nudes på en passende måde. Det er formentlig derfor, hun faldt i Instagrams unåde og blev shadowbannet. Siden Kristine første gang oplevede at et opslag fik en unormalt dårlig modtagelse, har hun oplevet, at hun er røget i en kategori af uønskede. Indimellem går det godt for Kristines opslag, men andre gange sker den samme totale fratagelse af opmærksomhed. Og det er problematisk. 

Et ansvarsfrit værktøj for techplatformene

Shadowbanning er et værktøj for techplatformene til at begrænse indhold, de ikke ønsker på deres platform. Indholdsmoderation er en af platformenes væsentlige og svære opgaver. Hvis indhold er uønsket, har en platform som Instagram to muligheder: 1) at slette indholdet eller 2) at begrænse den mængde opmærksomhed, som indholdet ellers ville have fået. 

Begge indgreb sker på baggrund af deres brugerbetingelser, som alle brugere på Instagram skal leve op til. Her angives hvilket indhold, der gerne må ligge på platformen, og hvilket der ikke må. 

Forskellen mellem indgrebene er, at hvis dit opslag fjernes, får du som oftest en begrundelse herfor. Du ved altså, hvilket opslag der er tale om, og hvilket indhold, der er problematisk. Anderledes står det til med shadowbanning. Du får ikke en notifikation, når du shadowbannes. Du får ikke at vide, hvilket opslag eller hvilken ordlyd der fik dig sat i skammekrogen. Du ved ikke engang, om begrænsningen er begrundet i platformens betingelser, eller om den er helt vilkårlig.

Principielt set er det sådan, at ét opslag, hvor du (måske) overtræder Facebooks eller Instagrams betingelser, kan føre til, at din profil ryger i en særlig kategori, hvor du bliver holdt øje med. Og den kategori kommer du formentlig aldrig ud af igen. Det handler ikke kun om Facebook og Instagram, der begge er ejet af Meta. Det drejer sig også om Googles produkter, TikTok, datingappen Tinder og mange andre. Alle platforme praktiserer en form for shadowbanning. 

Ofre for shadowban

Afsendere af politisk og samfundsrelevant indhold, der oplever shadowbanning, er eksempelvis Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerliges medlem af Folketinget. Mathiesen angiver i februar 2019, at han har mistanke om, at han bliver ”shadow blocked”, da han ud af det blå oplevede et fald i rækkevidde fra 250.000-400.000 til 20.000-50.000 mennesker. Det fortæller han på sin facebookside. Her bliver Mathiesen opmærksom på fænomenet, som kommer til at ændre hans adfærd i den omfattende kritik af coronahåndteringen, som han er afsender på. Senere ændrer han adfærd, så han ikke længere bruger ord der kan forstås i en corona-kritisk sammenhæng. Hvad han tidligere kaldte coronapas, kalder han for c-pas, hvad han tidligere kaldte omikron-varianten, kalder han for o-varianten. Den politiske chef for Meta i Norden, Martin Ruby, nævner i et interview at i forbindelse med coronakrisen har Meta fjernet 20 mio. stykker indhold, der var decideret skadeligt efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Til gengæld har de ”skruet ned for trafikken til” 170 mio. stykker indhold. 

I den danske podcast A Seat At The Table berører værterne temaer om race, køn og diskrimination. De har oplevet shadowban. Sexlegetøjsbutikken Peech, som forsøger at aftabuisere intimt legetøj, bliver shadowbanned. Og i den helt kommercielle ende finder vi komikeren Simon Talbot, der ved lanceringen af sit whisky-produkt, Crack, både fik fjernet en række opslag, men som siden også har oplevet at blive fjernet fra Instagram på en måde, hvor det ikke var muligt at søge hans profil frem. 

Eksemplerne her er kun et lille udpluk. Ingen har det fulde overblik. Bortset fra platformene selv. Men sådan kan det ikke blive ved med at være. 

Vilkårlig, skjult censur

Grundlovens § 77 om ytringsfrihed er kortfattet og klar: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.” I praksis sondres der mellem forudgående og efterfølgende indgreb i ytringsfriheden. Ethvert forudgående indgreb er en krænkelse af grundlovens § 77. Og når Kristine Tiedt og Simon Talbot oplever, at deres senere opslag opnår lavere udbredelse, fordi de er landet i en kategori af mulige regelovertrædere, så må det ses som et forudgående indgreb. 

Platformene har som private virksomheder ret til at moderere det indhold, de ønsker. Men der må være en grænse. Ønsker Berlingske ikke at bringe et nyhedsbrev, kan man forsøge at få det bragt hos en konkurrent, hvorfor ytringsfriheden ikke begrænses. Men de opmærksomhedsrige platforme i den digitale verden har ikke konkurrenter på niveau, og desuden bruger de alle en form for systematisk shadowban, så problemet følger med. Når platformene udøver shadowban, fungerer det altså reelt som censur, der nærmer sig at krænke de forurettedes grundlovssikrede ytringsfrihed. Vi mener, staten bør have en positiv forpligtelse til at sikre borgerens ytringsfrihed i den digitale verden. 

Shadowbanning er et demokratisk problem, når indhold, der ellers er fuldt lovligt i den danske offentlighed, bliver begrænset efter vilkårlige og skjulte algoritmiske mekanismer. Men det er også et problem for det frie marked, når Kristine Tiedt, Peech og Simon Talbot begrænses i udøvelsen af deres helt legale forretning. 

Platformene bør leve op til deres ansvar som demokratiunderbyggende organisationer, der opnår særligt udgiveransvar når først de indtræder i moderatorrollen. Derfor skal de fremlægge deres tal om deres brug af værktøjet shadowbanning og svare på lignende relevante spørgsmål. Hvor ofte begrænser I opslag og hvordan? Hvilke kategorier tilhører de begrænsede opslag? Normalt har vi i samfundet særligt høj tolerancetærskel for politisk indhold, har I også det? Tallene kan oplagt tilføjes deres allerede omfattende gennemsigtighedsrapporter. 

Platformene bør desuden leve op til deres ansvar overfor den enkelte bruger. Udsættes man som bruger for shadowban bør indgrebet håndteres på samme måde som når man får slettet et opslag. Brugeren skal have indsigt i årsagen til, at opslag eller konto begrænses i rækkevidde. Var det et bestemt billede, en video, et ordvalg? Dernæst skal ’straffen’ angives og være proportionel med overtrædelsen og altid baseres på betingelserne, så vi sikrer uvilkårlighed. Varer straffen en måned eller et år? 

Platformene må indrette sig efter deres ansvar. Men det ville være bedre, hvis platformenes ansvar kunne indarbejdes i de kørende reguleringsprocesser i regeringen, der for tiden forsøger at lægge rammerne for en dansk indholdspolitik, og i EU hvor både Kommissionen og Parlamentet for tiden får detaljerne på plads i den omfattende Digital Services Act. Kun med et lovindgreb sikrer vi, at alle platforme garanterer gennemsigtighed og klageadgang. Kun sådan sikrer vi, at demokratiet genvinder magten over den demokratiske samtale, og borgeren genvinder sin myndighed i den digitale verden.