Digitaliseringen skaber os – ikke omvendt

af Marie Stougaard, medlem af Kritik Digital

Jeg skrev SRP om Gladsaxe-modellen, og selvom sagen er fra 2019, er diskussionen uden udløbsdato. Den berør kernen af individets rettigheder, demokrati og alverdens potentielle fremtidsscenarier afhængigt af, hvordan vi anskuer og forholder os til problemstillingen. Gladsaxe-modellen er den sag, der ansporede mig til at prøve at begribe konsekvenserne og indflydelsen af ureguleret digitalisering. Og der er faktisk en rød tråd fra Gladsaxe kommune til Cambridge Analytica – så hold ud og læs med.

Gladsaxe kommune sammenkørte borgerdata for at finde fællestræk i data fra udsatte børn. Det kunne være data som forældrenes psykiske lidelser, arbejdsløshed og børns udeblivelse fra tandplejen. Målet var at skabe en model – et grundlag for kommunen til at opspore og hjælpe udsatte børn i tide. Men sagen viste også det kontroversielle ved digital profilering af borgerne.

Ved at sammenkøre borgerdata skabes et digitalt spejlbillede, hvor borgeren ikke selv har magt over de komponenter, der skal medregnes i billedet af dem. Det offentlige får aldrig helheden, men kun et snævert billede sammensat af kvantitative, målbare data, udvalgt til et bestemt formål. Det stiller borgerne i en sårbar situation, for udvalgte data kan danne et pænere eller grimmere digitalt spejlbillede, alt efter hvilke komponenter, man kigger på.

Samtidigt mistes individualiteten i sammenkædningen med andre menneskers data. Én borgers digitale profilering påvirker og får konsekvenser for andre borgeres digitale profilering. Partnere, børn og forældre påvirker hinandens spejlbilleder.

Mediernes dækning af sagen var forfejlet, da de fokuserede på den enkelte sag og kommunernes ansvar i et læk af over 20.000 borgeres sammenkørte data. Men sagen er ikke enkeltstående. Det er sket mange gange før, det sker lige nu, og det vil ske igen. Diskussionen kan og skal relateres til den data, vi selv giver ud.

Vi interagerer ikke bare på sociale medier – vi former og påvirker hinanden i den kommunikative proces online. Og det dokumenteres, hvert et klik og en udvist interesse. Men spillereglerne og rammerne for kommunikationen er skabt af andre. Vi interagerer i et rum af automatiserede processer, der genkender vores digitale adfærd og aktivt handler på den – vores eget digitale spejlbillede former pludselig os. Og som ved Gladsaxe-modellen er det et digitalt spejlbillede, hvor kun selektive klik og komponenter indgår. Hvordan spiller det ind i de sociale fællesskaber, vi deltager i online? Hvordan former vi ubevidst hinandens meninger og adfærd i et digitalt rum, hvor den automatiserede digitale infrastruktur er ensrettet, og indsnævrer de uendelige andre mulige veje og valg?

Digitaliseringen reflekterer forvrængede spejlbilleder, der får indflydelse på vores forståelse af verden. Vrangbilleder, der ender med at forme virkeligheden. Som i Platons hulelignelse observerer vi skygger af helheder, og skyggerne danner grundlaget for vores forståelse. Det er afgørende, at den digitale udvikling diskuteres i offentligheden på et sagligt niveau for at imødegå, at vores fælles virkelighed ikke bliver fordrejet af misinformation. Ellers ender udviklingen med at skabe os og ikke omvendt.