Forbyd målrettede reklamer i den digitale valgkamp
Mikkel Vinther, leder af Kritik Digital
Så er der valgkamp. Her skal de politiske partier skaffe sig opmærksomhed. Et politisk parti kan købe reklameplads og sende budskaber direkte til mulige vælgere på busser, i bybilledet med plakater og på sociale medier. Men ikke i tv. Her er der forbud mod politiske reklamer. Men hvorfor må et politisk parti, der producerer en kampagnevideo, gerne bruge penge på en reklame for denne på Instagram, YouTube og Facebook, men ikke på TV2?
Det gældende forbud mod politiske tv-reklamer findes i reklamebekendtgørelsens § 14. Andre europæiske lande har et lignende forbud, herunder Norge. Her indførtes forbuddet i 1999, hvor forskellige hensyn blev præsenteret som grundlag. Her angav man, at det er problematisk at tv-reklamer giver de rigeste partier en fordel i at præsentere sine budskaber mest intensivt for vælgerne, at de politiske narrativer ofte ville blive forenklede på en måde, der ikke gavner debatten om komplicerede sager, og at fjernsynet er et for overbevisende medie, der tillader et politisk parti at anføre en dagsorden uimodsagt. Med de argumenter blev politiske partiers tv-reklamer forbudt.
Den digitale valgkamp mangler rammer
Siden halvfemserne er der sket meget på området for politisk reklame. Særligt har sociale medier gjort det muligt at målrette præcise budskaber til konkrete grupper af borgere. Altså, i hvert fald så længe du putter penge i de sociale mediers annoncemaskiner. I Annoncebiblioteket kan man kigge nærmere på de forskellige politiske partiers udgifter til politisk reklame på Facebook. Her finder man bl.a., at Socialdemokraterne og Venstre i perioden marts 2019 til september 2022 har brugt henholdsvis 3.347.874 kr. og 2.385.722 kr. I samme periode har Alternativet brugt 189.029 kr. Hovedreglen er altså, at de store bruger store summer, de små bruger små. En afstikker til hovedreglen er dog Frie Grønne, der i perioden har brugt 1.234.197 kr., og dét selvom de kun har eksisteret siden september 2020.
Jeg mener, der mangler skærpede rammer for den digitale, politiske reklame. De gamle hensyn for tv-reklame-forbuddet er ikke forældede, og man kan desuden tilføje en række yderligere problemer ved den moderne, digitale valgkamp.
1. Skjult mikromålretning kan øge polariseringen
Går du særligt op i dyrevelfærd eller indvandringsspørgsmål? Så kan et politisk parti målrette deres specifikke holdning på området til dig. De kan også sende reklamer til dig, baseret på, hvilke politiske partier du er interesseret i. Det eksemplificerede blandt andre Henrik Dahl ved valgkampen i 2019, hvor politikeren fra Liberal Alliance benyttede sig af Facebooks annonceværktøjer til at målrette sine budskaber til vælgere interesseret i Venstre og Det Konservative Folkeparti. Facebooks annoncesystem kan af politikerne bruges til at målrette reklamer til konkrete danskere. Det er muligt, fordi Facebook automatisk tildeler alle brugerne interesser, som eksempelvis “højreekstremisme” eller “socialdemokratiet”, uden at brugerne selv er klar over det eller har trykket ‘synes godt om’. Problemet ved politikernes brug af borgernes data til politisk reklame er, at partierne mikromålretter deres budskaber på en måde der kan øge polariseringen. Mikromålretningen kan nemlig benyttes til at præsentere to små grupper af vælgere for to helt forskellige budskaber, og samtidig kan man også angive hvem der ikke skal præsenteres for et opslag. Konceptet kaldes dark posts, og det kan give en polariseringseffekt, hvis det rammer i lukkede onlinemiljøer, og på den måde give anledning til at den politiske debat bliver mere ekstrem.
2. Partierne bruger dataindsamling til at påvirke os
For at lave målrettede reklamer skal man bruge præcise data om vælgerne. Disse kan partierne indsamle selv, eller de kan købe sig adgang til dem, eksempelvis hos datakøbmanden Geomatic, som flere danske partier gør. Vælgerdata i politik er problematisk, da partierne agerer dataindsamlere og bruger deres viden om vælgerne til at påvirke dem. I 2018 rullede der en skandale om Facebooks involvering i sagen om Cambridge Analytica. Kampagnebureauet havde angiveligt uretmæssigt fået fingre i store mængder data om brugere af Facebook, og brugte disse til at hjælpe Trump med at vinde det amerikanske valg i 2016. Cambridge Analytica brugte lyssky metoder og påvirkede en masse mennesker, men de gjorde intet ulovligt. Men mange mennesker reagerede stærkt på historien og krævede sanktioner. Min vurdering er, at mange af os ikke kan lide ideen om, at politiske partier benytter dataindsamling og skjult reklamemålretning til at påvirke vores valghandling.
3. Politisk reklame kan misbruges af fjender af Danmark
Det tredje problem er, at politisk reklame kan misbruges af fremmede nationer eller grupperinger til at påvirke et fremtidigt folketingsvalg. Her viste det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvordan russiske efterretningstjenester påvirkede valget med reklamer og sponsoreret indhold. I øjeblikket er der krig på det europæiske kontinent, og en destabilisering af vores demokrati gennem påvirkning af valgkampen, er en fare, vi bør begrænse så vidt det er muligt.
Forbyd politiske partiers reklamer på sociale medier
Forbuddet mod politiske partiers tv-reklamer bør opdateres. Lige nu har den teknologiske udvikling skabt en situation, hvor markedet har defineret rammerne for den politiske debat. Forbuddet var en bevidst politisk begrænsning af markedets indflydelse på demokratiet, og vi har brug for ny politisk handling. Jeg er nemlig ikke den eneste, der ikke bryder mig om politiske reklamer. En undersøgelse fra 2014 af A&B Analyse for Altinget viser, at 63 procent af danskerne mener, at der fortsat skal være forbud mod politiske tv-reklamer. Desuden mener næsten hver femte dansker, at politiske reklamer skal være helt forbudt.
Vi bør altså udvide forbuddet til at omfatte sociale medier og techplatforme. Loven kan desuden med fordel udformes teknologineutralt, så den ikke skal opdateres hver gang en ny techplatform overtager opmærksomheden. I overvejelsen om en ny dansk lov skal man forholde sig til de gældende EU-regler. Med Digital Services Act og et relateret europæisk lovinitiativ, ønsker EU-Kommissionen at stramme kravene til gennemsigtighed for politiske reklamer og at begrænse muligheden for at reklamere målrettet mod personoplysninger af særlig sensitiv art. Desuden bør det overvejes, hvilken konsekvens det har for det danske forbud mod politiske partiers tv-reklame, at EMD i 2008 fastslog at Norge krænkede ytringsfriheden ved at opretholde og sanktionere et lignende forbud.
De politiske partiers dataindsamling og -indkøb om borgerne bør også reguleres. I det mindste må partierne stå frem med, hvilke datakilder, de benytter, og hvordan disse bruges til målrettet markedsføring. Jeg ønsker ikke, at et politisk parti skal vide hvem jeg er, så de kan støbe deres politiske budskaber direkte til mig, og især ønsker jeg ikke, at mine angivne politiske partiinteresser på Facebook bliver benyttet af nabopartierne til at påvirke mig med reklamer. En valgkamp afgør nationens ledelse i fire år, så dens udfoldelse kan ikke være baseret udelukkende på formodning om, at partierne vil opføre sig forsvarligt. Sådan fungerer en retsstat ikke.
Denne kronik er en invitation til de politiske partier: Hvorfor er politiske reklamer på sociale medier et uundværligt værktøj? Og hvordan er det lykkedes jer at undvære tv-reklame så længe? Jeg håber, borgerne må få indsigt i jeres datakilder i valgkamp, jeres annonceringskategorier og jeres forskelligt udformede budskaber. Databrug og skjulte, målrettede reklamer er en usynlig magtfaktor i politik, som jeg mener, borgerne har krav på oplysning om, nu hvor valgkampen for alvor er gået løs.