På kanten af digitaliseringen

af Tomas Vlk, nyhedsbrevsredaktør

For et par uger siden skrev en kammerat i nød og spurgte, om han ikke godt måtte crashe på min sofa. Min dørtelefon havde ikke virket i et stykke tid, så da han et par timer senere stod foran min opgang, kastede jeg mit nøglebundt ned til ham.

Mens bundtet fløj gennem luften sammen med ordene kan du gribe, fik han fremstammet, at det kunne han ikke. Nøglebundtet kyssede fliserne i et klirrende smæld. Tanken fløj straks gennem mit hoved: dét fald overlevede min MitID-kodeviser ikke.

Kodeviseren har jeg haft et års tid. Den er et alternativ til de, der af forskellige årsager ikke kan eller vil bruge MitID-app’en. I et indlæg hos techmediet Radar har jeg tidligere skrevet om, hvorfor jeg har valgt at bruge den i stedet for app’en.

Men altså, kodeviserens møde med fliserne udsmykkede den med en flænge midt over den lille, grå skærm. Nu kunne jeg kun læse halvdelen af tallene. Jeg hoppede straks på MitIDs hjemmeside for at bestille en ny, hvor jeg blev præsenteret for et login-panel: problemets omfang begyndte langsomt at gå op for mig.

Da jeg havde brugt to ud af mine tre forsøg på at gætte mig til den ene halvdel af viserens tal, gik jeg videre til at bestille med nationalt ID.

Her var det så at jeg stødte på et problem, jeg ikke har kunnet finde logik i: jeg skulle bruge både mit CPR-nummer og pasnummer. Problemet var bare, at mit pas var udløbet. Jeg kapitulerede et princip til digitaliseringen og downloadede app’en, blot for at finde ud af, at min telefon – som jeg har installeret en Google-fri version af Android på – ikke blev anset som sikker af MitID-appen. Den nægtede simpelt hen at starte.

Mine digitale muligheder syntes opbrugt, og jeg måtte derfor på Borgerservice. Ventetid: ingen ledige tider resten af året (det her var tilbage i midt-november).

De følgende uger udviklede sig langsomt til en digitaliseringsgyser. Hvad nu, hvis der dukkede noget op i min e-boks, jeg hurtigt skulle reagere på? Eller en uforudset regning, der ville trække stå og trække renter? Diskussionen udspillede sig hurtigt i mit hoved: det ville nok ikke blive godtaget som en legitim undskyldning, at der ikke var flere tider på Borgerservice før 2023. Og så kunne jeg også bare lære at anskaffe mig en almindelig telefon, ligesom alle andre.

Alt det ansvar, som den digitale hverdag lagde på mine skuldre, begyndte at sætte sine spor. Jeg følte mig presset.

Hele fadæsen løste sig ved, at jeg betalte mig til en ny kodeviser uden at identificere mig. Efter omtrent et par ugers ventetid modtog jeg en ny viser. Jeg fik med nød og næppe presset et par talkoder ud af den smadrede og aktiveret den nye.

Men jeg lever stadig på kanten af digitaliseringen. Min trofaste Macbook-computer har nemlig nået det såkaldte end of life-stadie, hvor Apple ikke længere kan se pointen i at lave opdateringer til den. Det kan jeg til gengæld. Længere understøttelse ville begrænse mængden af elektronikskrot. Og så er computeren tilstrækkelig til mine behov – jeg gider ikke at bruge penge på en ny. Men men mine interesser er desværre ikke at finde på Apples bundlinje.

Lidt ligesom med den ødelagte kodeviser føler jeg mig overladt til mig selv på de digitale fronter. Måske kommer min computer til at tage godt imod Linux – måske ikke. Den er trods alt designet til MacOS. Det er nok mere sandsynligt, at jeg kommer til at spare op til en ny, der så måske – hvis alt går godt – kan holde et lille årti, før cyklussen så kan starte om igen. Det samme gælder min smartphone, bare på en væsentlig kortere tidshorisont.

De to oplevelser har fået mig til at tænke over hele digitaliseringsteatret i et nyt perspektiv. Det virker som om, at der i ly af den her storm af hastige, digitale innovationer fortsat og ensrettet strømmer penge og handlekraft væk fra os alle. Især hvis man ikke passer ind i den gennemsnitlige brugers digitale evner og behov. Eller hvis man begynder at gå bare lidt imod den retning, der bliver udstukket fra statens side.

Vi kan ikke engang gå ned på kommunen og få akut hjælp til en service, som vi er tvunget til at bruge. Samtidig skal vi med jævne mellemrum købe nye, smarte dimser (de bliver angiveligt for evigt bedre hvert år), stopfyldt med sjældne jordarter og slavearbejde, altimens der strømmer mere egenansvar og pres tilbage i hovederne på os. Dét er innovativt.