Teknologiens Usynlige Hånd

Korrespondenten er indslaget, hvor medlemmer af Kritik Digital kan udveksle tanker og idéer om den digitale verden og dens udfordringer. Denne gang af Lucas Rigillo.

Jeg har på det seneste undret mig over den distinktion, mennesker har lavet mellem teknologi og natur. Grundlæggende stammer den vel fra en dybere distinktion, nemlig den mellem mennesket og naturen. Men vi har altid vidst, og ved endnu bedre i dag, at mennesket ikke er adskilt fra verden men en del af den. Og da vi har skabt teknologien, må den følgevis også være naturlig. Ja, vi er anderledes end de fleste levende væsner. Vores sprog er måske den mest afgørende faktor, og den har hjulpet os længst i forhold til udvikling og samarbejde. Planter, svampe og andre dyr kommunikerer også, men menneskets evne til at digte og forestille og derefter udtrykke disse forestillinger, er måske det, der har gjort os i stand til at opfinde alt fra religioner til redskaber. For redskaber er også et vigtigt punkt i distinktionen mellem mennesket og de øvrige dyr. Ikke fordi ingen andre dyr bruger redskaber, men fordi mennesket har taget dem i brug på en helt afgørende og anderledes måde.

Hvad jeg er begyndt at tænke, er at årsagen til menneskets eksponentielle fremskydning i forhold til andre væsner, er vores evne til at lave redskaber om til teknologi. Og hvad er forskellen så? Alle redskaber har selvfølgelig et formål, og de er skabt for at formindske brugerens arbejdskraft, til fordel for bedre, lettere og hurtigere metoder. Men essentielt for dem er, at de udelukkende kan bruges i samspil med en bruger. En pind kan ikke bruges til at grave efter termitter, hvis ikke kragen har den i næbet. Der hvor redskaber bliver til teknologi derimod, er når de opnår en eller anden form for autonomi. Denne autonomi kan variere i størrelse, men måske kan man se den hesteførte plov, som et af de første eksempler på sand teknologi. For hesten kan i grunden godt føre ploven uden et menneske, om end den højest sandsynligt ikke har lyst til det. Den ekstreme konklusion af denne autonome udvikling, er en verden hvor teknologien vurderer, at mennesket slet ikke længere er nødvendigt.

I Animal Farm går det op for dyrene, at de i grunden ikke har brug for Mr. Jones til at føre gården. I vores verden kunne en analogi være, at en kunstig intelligens, skabt for at maksimere profit i finansverden, vurderede, at mennesket ikke længere var nødvendigt for at forøge profit. Det er måske stadig usandsynligt i dag, men når flere og flere jobs bliver udfaset og mere og mere bliver automatiseret, er det snart ikke længere en vanvittig science-fiction-idé, men noget der kunne ske indenfor nogle århundreder, hvis ikke årtier. Teknologiens autonomi har givet den en form for Smithiansk ”usynlig hånd”, der allerede i dag lader den udvikle sig og forstærke sig uden stor menneskelig indblanding. Moderne algoritmer er det bedste eksempel på dette, da de både lærer og handler på samme tid, og dermed forbedrer sig konstant. Men hvad sker der, når vi ikke vogter denne udvikling? Hvad sker der, når den går så stærkt, at vi ikke kan følge med? Jeg tror allerede, vi kan se konsekvenserne. Kritiske spørgsmål om demokratiet og samfundets overlevelse er blevet rejst inden for de seneste ti år, som vi aldrig før havde forestillet os kunne opstå. Og vores evne til at respondere på dem, er slet ikke så hurtig som teknologiens evne til at udvikle sig. Både markedet og teknologien har dermed fået en usynlig hånd, der fører os videre mod ukendte sletter, og ikke giver os tid til at overveje vores rolle i dem. Men løsningen er selvfølgelig ikke at give op. Hvis vi har respekt for vores art, og for de øvrige som bebor Jorden med os, har vi selvfølgelig interesse i at tage kontrollen igen. Og jeg tror på ingen måde, at det er for sent.

En folkelig strømning er nødvendig, for desværre er der for mange i toppen af samfundet, der er på den usynlige hånds side, da den giver dem hidtil uset rigdom og magt. Og en forening som Kritik Digital er en oplagt del af løsningen. Græsrodsbevægelser har før i tiden bragt massiv forandring til verden, og der er ingen grund til at tro, at det ikke vil ske igen. Kløften mellem teknologien og naturen kan være misforstået, men vi kan ikke benægte dens eksistens, og at den virker til at blive større. Mennesket har en fod på begge sider af afgrunden. Lad os sammen bestræbe os på, at vi ikke helt mister fodfæstet.