Vi mangler et fælles sprog for den digitale umyndiggørelse

Korrespondenten er indslaget, hvor medlemmer af Kritik Digital kan udveksle tanker og idéer om den digitale verden og dens udfordringer. Denne gang af Fine Lind Sigvardt.

Mit navn er Fine Lind Sigvardt, jeg er 19 år gammel, og jeg elsker filosofi. Jeg har mit første sabbatår, hvor jeg er lærervikar, og de intellektuelle stimuli man får ud af at arbejde med børn er begrænset. Derfor anser jeg det som et lyspunkt, når jeg her får lov til at skrive nogle korte tanker ned på papir:

Kritik Digital er en vanvittigt aktuel og unik platform samt fællesskab. Et forbund som gør det muligt for dig og mig at få indblik i og få italesat de udfordringer, den digitale verdens udbredelse giver os både som individer såvel som samfund.

Det der først fangede mig ved Kritik Digital var den viden det kunne give mig. Jeg vidste i forvejen, at jeg ikke vidste meget, men jeg bliver, som det ofte sker, mere og mere bevidst om, hvor lidt jeg i virkeligheden ved, hver gang min horisont udvides med ny viden. Her var en platform, hvor jeg kunne få lov til at arbejde med min kærlighed til filosofi, og holde den viden op mod de problemstillinger som Kritik Digital italesætter ved den digitale verden, og se dem fra flere vinkler. Vende og dreje emnerne for at finde frem til, hvor problemerne ligger. For eksempel ift. overvågning på sociale medier. Hvori ligger det egentlige problem i, at vores data bliver lagret og solgt videre til brug for f.eks. marketing, således at vi kan manipuleres til at ændre vores forbrugsvaner. Det filosofiske aspekt kommer ind, når man spørger sig selv, hvorfor det er dårligt i sig selv, hvorfor bliver det kaldt manipulation i stedet for inspiration til at købe et produkt for eksempel. Derudover er det inspirerende og spændende at kunne være med i et fællesskab, som kan udvikle et fælles sprog og en fælles forståelse for den digitale verden.

Så sent som i dag blev jeg spurgt om, hvad Kritik Digital egentlig er, og det er vanskeligt at forklare, fandt jeg ud af, fordi vi ikke har et fælles sprog for debatten, netop fordi den er så ung. Det er vanskeligt at forklare, at vi ikke er digitalt myndige, hvad digital myndighed betyder, og hvorfor det er et problem, at vi færdes på platforme, som tvinger os til at trykke accepter til en masse vilkår og betingelser, som vi ikke har nogen mulighed for at vide, hvad handler om.

Alle de spørgsmål debatten rejser kan vi potentielt sammen finde svar på, sprede information om, og blive inspireret af til at lave egne projekter på tværs af organisationens medlemmer.

Jeg glæder mig til at se, hvor det videre bærer os hen.

Bh. Fine

Forrige
Forrige

Datadeling uden samtykke: Kæmpebøde til Grindr

Næste
Næste

Facebook og verdensherredømmet